Læserhistorie
I ti år var det altid mig, der tog billedet
Så fik jeg øje på et af mig selv. Og forstod, hvad jeg egentlig havde gået rundt og undgået - og hvor lang tid jeg havde brugt på at træne det helt forkerte lag.
Det var min svigermor, der sendte dem. Tre hundrede billeder fra sommeren i én mappe, og jeg sad på sengekanten en tirsdag aften og bladrede dem alle igennem. Børnene på badebroen. Middagsbordet. Nogen, der griner af noget uden for billedet.
Jeg var ikke med på et eneste af dem.
Ikke fordi nogen havde udeladt mig. Men fordi det altid var mig, der holdt telefonen. Jeg havde tilbudt mig. Jeg tilbyder mig altid. Og et sted mellem det år, hvor jeg fik den yngste, og den tirsdag var det holdt op med at være en tjeneste og var begyndt at være en vane, jeg ikke havde sat navn på.
Jeg husker, at jeg tænkte: hvornår begyndte det her? Og at jeg ikke kunne pege på en bestemt dag.
Del 1 af 3
«Er du gravid igen?»
Hvis jeg skal være ærlig, vidste jeg godt, hvorfor jeg havde flyttet mig om bag kameraet. Jeg havde bare aldrig sagt det højt.
Et halvt år tidligere stod jeg i køen i butikken, da en bekendt lagde hånden på min arm, smilede varmt og spurgte, om jeg var gravid igen. Jeg var ikke gravid. Den yngste var tre et halvt. Jeg lo det væk, betalte og satte mig ind i bilen, før tårerne kom.
Det, der gjorde ondt, var ikke spørgsmålet. Det var, at jeg forstod præcis, hvad hun så - fordi jeg så det samme hver morgen. Når jeg lå ned, var maven flad. Så snart jeg rejste mig, buede den nederste del fremad. Siddende med lidt rundede skuldre lignede jeg en, der var i femte måned.
Og jeg havde prøvet. Pilates i halvandet år. Maveøvelser om morgenen. To kure, jeg helst ikke vil tale om. En sommer med jogging tre gange om ugen. Maven så omtrent ud, som den gjorde seks uger efter fødslen.
Så konkluderede jeg det, som jeg tror, de fleste til sidst konkluderer: at min krop bare var sådan nu.
Del 2 af 3
Fysioterapeuten sagde noget, jeg ikke havde hørt før
Vendepunktet kom hos en fysioterapeut, som jeg opsøgte på grund af noget helt andet — en øm skulder. Hun bad mig rejse mig, så på mig et øjeblik og sagde: «Det, du peger på nu, handler ikke nødvendigvis om, hvor meget du træner. Det kan handle om hvad du træner.»
Hun forklarede, at de mavemuskler, vi alle kender — den lige mavemuskel og de skrå mavemuskler — er det ydre lag. Det er dem, der former en sixpack, og det er dem, sit-ups og crunches træner. Men under dem ligger et dybere lag: transversus abdominis, en muskel, der går på tværs rundt om taljen som et indre bælte, sammen med bækkenbunden.
Det dybe lag er det, der støtter midten, når du står. Og hos mange kvinder — efter graviditet, efter mange år med stillesiddende arbejde, efter hormonelle forandringer — er det lag svagere end det ydre.
Alle de maveøvelser, jeg havde lavet i tre år, havde trænet det ydre lag. Grundigt. Jeg havde bare aldrig trænet det, der ligger nedenunder.
«Det dybe lag reagerer på noget andet end hårde gentagelser», sagde hun. «Det reagerer på langsom, kontrolleret spænding mod let modstand. Roligt, jævnt, indefra.»
Jeg havde ikke manglet indsats. Jeg havde manglet det rigtige lag.
Del 3 af 3
Ti minutter på stuegulvet
Øvelsen, hun viste mig, krævede hverken et studie, en træner eller dyrt udstyr. Bare et pedalmodstandsbånd og lidt plads på gulvet.
Du sætter dig på gulvet med strakte ben, lægger stropperne rundt om fødderne og tager håndtagene i hver hånd. Læn dig langsomt tilbage til omkring 45 grader. Træk håndtagene kontrolleret mod brystet, mens du puster ud — og træk samtidig aktivt maven indad, som om du knappede en lidt for stram bukseknap. Hold i to sekunder. Roligt tilbage.
Første gang jeg gjorde det rigtigt, mærkede jeg det med det samme. Ikke svie efter halvtreds mavebøjninger, men en dyb varme nederst i maven. Ti minutter senere var jeg færdig.
Den første uge skete der ikke noget synligt. Men noget andet skete: Tærsklen var endelig lav nok. Ti minutter på gulvet foran fjernsynet krævede ingen planlægning, ingen transport og ingen motiverende tale til mig selv. Jeg trænede flere gange i den første uge, end jeg havde gjort hele måneden før.
I uge tre skrev jeg i noterne på min telefon: «Første gang maven ikke buer ud, når jeg rejser mig fra sofaen.» I uge seks passede et par bukser, der havde ligget længst inde i skabet i to år. Omkring uge ti stod jeg på legepladsen, og ingen spurgte om noget som helst.
Det, der ændrede sig, var ikke kun maven. Det var, at jeg holdt op med at tilbyde mig at tage billedet.
Jeg vil gerne understrege, at det ikke gik hurtigt, og at det ikke går lige hurtigt for alle. De fleste mærker en forskel efter fire til seks uger, hvis de træner regelmæssigt - tre gange om ugen er nok. Hvis du har diastase, har født for nylig eller har haft gener i bækkenbunden, skal du tale med en jordemoder eller fysioterapeut først. Det gjorde jeg.
Det udstyr, jeg bruger
Flexitrener
Det er et pedal-modstandsbånd, der er lavet til netop denne form for siddende, kontrollerede træning på gulvet. Seks modstandsslanger i stedet for to eller tre, så modstanden er jævn gennem hele bevægelsen, og fodpedaler, der ikke glider, når du sidder et stykke tid.
Det, der egentlig afgjorde det for mig, var ikke selve båndet. Det var, at der fulgte et program med, som fortalte mig, hvad jeg skulle gøre hver dag i fjorten dage, så jeg slap for selv at finde ud af det.
- Følger med 14 træningsvideoer, træningsskema og introduktionsvideo
- Tidsforbrug 10 minutter, tre gange om ugen
- Skånsomt Siddende på gulvet. Ingen hop, ingen stød.
- Levering Gratis levering i Norge, 30 dages tilfredshedsgaranti
Denne artikel er annonceindhold fra Flexitrener og er markeret som annonce. Historien bygger på virkelige kundeoplevelser, og personerne er anonymiserede. Billederne er illustrationer. Flexitrener er træningsudstyr, ikke medicinsk behandling, og indholdet erstatter ikke råd fra sundhedspersonale. Individuelle resultater varierer. Ved diastase, nylig fødsel, smerter eller gener i bækkenbunden anbefaler vi, at du rådfører dig med en jordemoder, læge eller fysioterapeut, før du går i gang. © 2026 Flexitrener.